Hvem har besluttet at de der plastic-skub-med-fødderne-knallerter bare er VERDENS fedeste legetøj? De larmer, de er grimme, de er for tunge til virkelig at sparke til, og de kan sjældent være i skralde containerne. Når JEG får børn skal de lege med en pind og et tøndebånd, finde glæde i ting der ikke er lavet af plastic.
Motivationer for at møde t idligt:
Jeg har netop fået mit livs andet 8 tal… i “.NEt programmering for forretningsfolk”. en flad fornemmelse, skuffende som bare pokker. Jeg HADER at være middelmådig, så hellere gå ned med et brag fordi man satsede hele butikken. Jeg satsede åbenbart kun det halve, og fik “middelmådig”…. Det faktum at jeg ikke arbejder med 8′ere var åbenbart hverken sencoe eller lærer bekendt med!
Jeg burde trods alt glæde mig over at “processen har været lærerig og at jeg er blevet meget klogere end da jeg startede” - “tag-en-kiks tudefjæs” sence-making som man altid kan klynge sig til når tingene ikke går som man ønsker. Sandheden er dog, at jeg er sur som en mælk fra 1983 og at jeg hader (HADER) ikke at nå i mål!
Jeg er i øjeblikket i gang med sidste etape af eksamenslæsning, og min hjerne er løbet tør for kreative ideer til spring-over handlinger. spørgsmålet er om arbejde er en spring-handling for eksamen, eller omvendt?? så kan man lige hygge sig med en lille IT-strategi, eller en lækker anskaffelsesforretning. Det er vel nu man skal fokuseres på de store linjer i livet; Jeg har gratis print på arbejdet, solen skinner ikke idag, og børnene larmer ikke i gården! til gengæld udkommer Harry Potter 6 inden længe…
Hvorfor tager folk altid skuldrene op om ørerne når det regner?? er det “at skutte sig”? man bliver vel ikke mindre våd…. eller hvad? Og hvem har iøvrigt implementeret den refleks?? den står vist ikke i kravspecifikationen…
Jeg har oprettet en elite kunde konto (eller noget) hos flickr, og har planer om at publicere alle digitale billeder på dette sted. Det er ganske enkelt genialt, brugervenligt og checket. Jeg føler mig mega digicooool!! klik på billederne i venstre søjle for at se billeder fra forskellige seancer fra Snørens forår.
Jeg er i min evige iver efter voksendommen blevet del af en madklub, der med jævne mellemrum frekventerer de højere lag i det københavnske gastronomi univers. Min noget provensielle tilgang til mad og kulinariske nydelser generelt er et velkomment samtaleemne, og JA, siger jeg JA; jeg er stolt af det!!! jeg kan hvor meget jeg end prøver ikke smage forskel på dyre vine, om salaten er lavet af pinjekerne eller rocula, men jeg kan spise op i en grad der sjældent er set. Jeg kan ikke udstå den vederstyggelige tanke at mad der er så dyrt som det vi indtager skal gå til spilde. Dette resultere i, at samtlige af selskabets tellerkener altid ender i min ende af bordet, til stor morskab for de resterende feinsmeckere. Lad dem have deres smagsløg siger jeg bare, der skal vel være nogen der spiser op…??
Powered by WordPress