Peters Digest

Man må rigtig føle sig gammel, når man første gang får tilbudt et ældresæde i bussen; dette kan selvfølgelig undgåes ved, på det givne tidspunkt i sit liv, at have anskaffet en Audi A6 og privatchauffør. Det må være planen…

Så er det tredie og sidste forsøg; Jeg vil pudse denne blog af for støv endnu engang, og forsøge at komme med jævnlige indlæg. Hvis det ikke lykkes denne gang, må jeg indse at jeg simpelthen ikke er moden til denne sociokulturelle tamagotchi-like beskæftigelse de kalder blogging;

Nå, men en kort status: (i punktform, man er vel konsulent)

• Nyt job: Assisterende projektchef i JP/Politikens hus digitale afdeling, hvor jeg skal forstå udviklingen af husets web-portefølje
• Ny terrasse: jeg har taget endnu et skridt imod borgerlighedens højborg; vi bygger en terasse til påske
• Ny aldersgruppe; jeg fylder 30 om meget snart, og træder dermed ind i en ny æra uden nøgenløb, men med turtle necks, intelektuelt overskud og måske en interesse for vin og piber

Som med alle andre ting man har ladet ligge et stykke tid, (eks. løbeture, faglig læsning o.l) kræver det en hvis motivationsmæssig happening for at komme igang igen, eksempelvis en lidt for tydelig delle eller en ølryg. Min blogmæssige delle var en indlæg på Peter Svarres blog, som jeg tilfældigvis faldt over i min formålsløse vandren rundt på internettets gader og stræder; Et yderst interessant indlæg om Chris Andersons Long tail fænomen.

Peter Svarre advokerer for, at blandt andet min “nye” branche, avisbranchen, vil ændres redikalt, jævnføre the long tail konsekvenser for avisartiklers distribution og tilgængelighed. Grænsen mellem proffesionel journalist og amatør skribent vil udviskes, og succes afgøres udelukkende af hvor mange der læser forskellige indslag. Og det er her diskussionen bliver lidt mere filosofisk for mig; Dels fordi der for mig at se er noget galt med blot at lade succes hænge sammen med antallet af hits. i praksis vil det betyde, at man ligesom ved en google-søgning hvor 95 % ikke bevæger sig væk fra side 1, blot styrker de “mest populære” indlæg, og at popularitet bliver synonym med kvalitet.

Desuden og måske mere radikalt, vedrører det en filosofisk diskussion som jeg via min lidenskab for deltagende design gentagne gange er stødt på i forskellige former. En diskussion om ansvar, opdragelse, og kvalitet. Selvom noget er populært kan det stadig være noget lort, og jeg mener at den centrale instans, designeren eller avisen, har et centralt ansvar for at bibeholde og være garant for en form for kvalitet, og “noget er bedre end andet”. Jeg er stødt på denne problemstilling i forhold til oplevelsesdesign; skal man give folk hvad folk vil have, eller har vi som designere et ansvar for at fastholde visse kvalitetsbegreber? Jeg er klart tilhænger af det sidste! selvom kvalitet er et enormt subjektivt begreb, er jeg overbevist om, at noget ER bedre end andet, og man kan ikke bare nøjes med at servere livretten; Det er forandringen der er den virkelige oplevelse, et udvidet syn på verden i en eller anden form. Og det er designerens forbandede pligt at afdække, og udfordre disse kvalitetsbegreber. Hvis du er forvirret over hvad design, the long tail og avisartikler har med hinanden at gøre, så fortvivl ikke. Jeg ved den er lidt lakrids, men følg venligst med i mine spekulationer;

Det forholder sig jo sådan, at langt størsteparten af mennesker, inklusiv undertegnede, er vanedyr, dumme, oppertunistiske væsner der gør hvad andre gør. Vi har det bedst når vi kan bunde, og iøvrigt er på kendt sandbund. For mig at se, er de oplevelser/tidspunkter/artikler vi husker, de artikler der formåede at forandre os, hverken mere eller mindre. Både når det gælder oplevelser og avisartikler, er der et kvalitetsbegreb på spil; jeg siger ikke jeg kender det, men jeg bliver nød til at tro på, ihvertfald fra en designmæssig synsvinkel, at min involvering i designet af oplevelser, i sidste ende giver et “bedre” resultat. JDesigneren har et ansvar for at “opdrage” de mennesker han arbejder sammen med og designer for. Og jeg mener det forholder sig på samme måde med avisartikler; der ligger en proffesionalitet og kvalitetsforståelse i journalist-faget (selvom man ofte tvivler), og de har, ligesom designeren, et ansvar for at sikre en hvis form for kvalitet, for også her er noget bedre end andet. I sidste ende er der til begge aktiviteter forbundet et etisk og politisk ansvar.
Dette er naturligvis en meget principiel diskussion, og utallige eksempler fra praksis peger i den stik modsatte retning; journalister skriver hvad de tror sælger aviser, og designere slikker røv på de mennesker de arbejder sammen med, kalder det brugerdrevet hvad-ved-jeg, og forvandles dermed til ligegyldige proces facilitatorer.

Hvordan forholder dette sig til the long tail, og brugerdrevne succesrater ala youtube, overskriften.dk osv. Jo ser i, disse fænomener sammenholdt med min dybe analyse af det menneskelige væsen som vanemennesker, resultere i, at bredden og måske også kvaliteteten, om end tilgængelig, drukner i “ten most popular”. Når folk oven i købet generelt er dumme, og læser historier om Anna Nicole Smith og hende fra big brother, og andre ligegyldigheder, fordi det er det vi orker at forholde os til, så ser det for mig at se ikke godt ud for web 2.0 og “al magt til brugeren”. Folk er ikke nysgerrige eller eftertænksomme, og det må være nogens ansvar at opdrage, udfordre, og frem for alt fordre kvaliteten og gøre os til bedre mennesker.

Jeg tror ikke selv jeg forstår ovenstående diskussion helt til bunds, og jeg har allerede fundet 10 paradokser, og modsigelser i min argumentation. Men lige nu er det mit bedste skud med vandpistolen, men det er helt klart en to be continued…